#29 med diætist Inger Bols

Velkommen til endnu et afsnit af podcasten – denne gang med gæst. Vi har nemlig fornemt besøg af klinisk diætist Inger Bols. Og hun er bestemt et bekendtskab værd.

Men allerførst skal vi beklage, at der undervejs er larm i baggrunden. Det er Anes overboer, der har håndværkere på besøg. Det kan høres, men vi håber ikke, at det forstyrrer alt for meget.

Lyt til Inger, når hun forklarer, hvorfor fokus på vægt er den forkerte vej at gå. Hendes opfordringer er, at vi piller vægten ud af ligningen. Det vil for nogen betyde vægttab. For andre vil vægten stige en smule, men uanset hvilken vej nålen svinger, så bliver du gladere, når du begynder at udleve dine drømme i stedet for at vente til du har tabt dig x antal kilo. Vægttabet er ikke målet, så slip tanken om vægttab og stræb i stedet efter det gode og sunde liv. Sundhed kommer i alle størrelser, mener hun.

Det er Inger Bols, der står bag begrebet ”slankekursforstyrrelse”. En forstyrrelse, som vi kan nikke genkendende til. Vi har været på så mange kure, at vi efterhånden ikke længere mærker, hvad vores kroppe fortæller os. Vi stoler ikke længere på vores kroppe, for alle ”reglerne” skal jo overholdes. Er vi de eneste, der har det sådan?

"Det er inden for din kontrol at spise sundt, men vægten er uden for din kontrol."
Inger Bols
Klinisk diætist
"Overvægt er ikke problemet, og vægttab er ikke løsningen."
Inger Bols
Klinisk diætist

Børn er gode til at lytte til deres kroppe og deres behov. De kommer og siger, når de er sultne, og de er ofte også ret klare på, hvad de har lyst til at spise. Med andre ord: Vi har faktisk alle sammen engang været gode til at spise intuitivt – altså været i stand til at give vores kroppe det, den har brug for.

Læg alle madregler væk og betragt ikke noget som sundt eller usundt. Spis når du er sulten og stop, når du er mæt. Det er ikke farligt at give slip, siger Inger. Det er groft sagt dogmet, men du skal høre podcasten for blive klog på begrebet intuitiv spisning.

Inger Bols foreslår intuitiv spisning som vejen til et liv uden fokus på slankekure og regler, men i stedet med fokus på at gøre det, der gør dig glad. Så lyt med og bliv klogere på intuitiv spisning.

Hvad ville du fx gøre, hvis du vejede det, du ønsker at veje? Og hvorfor ikke starte nu. Det handler nemlig om nydelse, om sundhed og om at samarbejde med din krop. Slip kontrollen. Dyrk motion, fordi du kan lide det – ikke for at tabe dig.

Vi synes, at det blev en rigtig god snak. Og vi blev klogere. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *